Varme tips til sommerhunden

Den Danske sommer nærmer sig den varmeste tid.

Vi mennesker er glade for varmen, men for vores kæledyr kan varmen godt betyde, at sommeren bliver en blandet fornøjelse. Den bagende sol betyder nemlig, at vores kæledyr på grund af deres pels får det utrolig varmt.  Vi mennesker sveder for at komme af med den overskydende varme. Den mulighed har vores hunde ikke. Hunden kommer af med deres varme gennem munden og  en ”halsende” hund er derfor tegn på, at dyret har det varmt.

Når en hund får det for varmt, vil den helt af sig selv søge til et køligere sted. Det er derfor vigtigt, at der er steder, hvor hunden har mulighed for at lægge sig i skygge. Det kan for eksempel være i skyggen af et træ, inde i huset eller under et bord. Særligt sorte hunde kan få det ekstremt varmt.

På de varmeste dage, når hunden opholder sig i solen, kan det være en god ide ind i mellem at spule hunden på kroppen med koldt vand fra haveslangen for at nedkøle hunden. Selvom hunden vil ryste pelsen, når den får vand på sig, vil den finde det kølige vand behageligt.

Hunden skal hele tiden have adgang til rent køligt drikkevand. Mange hundeejere vil lægge mærke til at hunden drikker meget i sommervarmen, ikke spiser så meget som den plejer og virker mere sløv end normalt. Denne opførsel er ikke nødvendigvis tegn på, at hunden er syg. Tænk på hvordan vi mennesker i sommervarmen bliver dovne og trætte – på samme måde kan vores hunde også blive påvirket af varmen. Er du i tvivl om, din hunds opførsel er tegn på, at den er blevet syg, skal du naturligvis ringe til dyrlægen.

Skal din hund med ud og køre en tur i sommeren, skal du huske på, du aldrig må efterlade din hund alene i en varm bil. Skal du ud på længere ture er det også en god ide at tage en vandflaske og en vandskål med, så hunden kan få noget at drikke på turen.

Mange hunde er stadig glade for varmen og holder af at placere sig på et varmeste sted og ”sole sig”. Så er man bare opmærksom på sin hund og dens velbefindende, kan sommeren sagtens blive en fornøjelse for både hund og ejer.

Hyppigt stillede spørgsmål:

Kan min hund blive forbrændt?
Ja, hunde kan ligesom mennesker blive forbrændte af længere tids ophold i den stærke sol. Forbrændingerne vil typisk komme på de områder på dyret, hvor der ikke er så mange hår som f.eks. på en korthåret gravhunds ører. Man kan godt smøre solcreme på ørerne, dog vil det næppe have den store effekt, da hunden vil slikke cremen i sig eller gnide det af. Den bedste måde at forhindre forbrændinger på er ved at undgå hunden opholder sig længere tid i stærk sol.

Stiger min hunds kropstemperatur i varmen?
En hunds normale kropstemperatur ligger mellem 38 og 39,5 grader. Mange mennesker bruger hundens normalt kolde og fugtige snude som indikator for, om hunden har feber. I varmen vil hundens snude ofte føles meget varm og tør, og man kan som hundeejer derfor godt blive i tvivl om, hunden har fået feber, eller den varme snude skyldes solen. Bliver du i tvivl er det derfor en god ide at tage hundens rektal temperatur. Ligger hundens temperatur under 39,5, skyldes den varme hund højst sandsynligt solen. Ligger temperaturen over 39,5, kan det skyldes hunden har fået feber og er blevet syg, eller at hunden er blevet så varm, at den har fået hedeslag – I begge tilfælde skal du ringe til  dyrlægen!

God sommer!